Et helt fantastisk område 

Området tæt på lejligheden byder på så meget, at det ville være helt umuligt at fortælle om det hele. Men her giver vi nogle forslag til hvad man kan opleve i området.

Cannes

En af de aller mest kendte og mondæne byer på den franske sydkyst. Kendt for den store filmfestival og for sine luksuriøse hoteller. Her er der stor chance for at spotte en af de kendte fra filmlæredet. Men foruden det er der mange skønne restauranter, et lokalliv med petanque og virkelig god shopping. Kun 9 km. fra lejligheden er det et must see.    

Nice

Côte d’Azurs “hovedstad” Nice som er en stor by med omkring 500.000 indbyggere. Nice er Frankrigs femtestørste by og er samtidig en af Frankrigs mest besøgte. Her finder du den gamle bydel som er virkelig hyggelig og beliggende lige ned til Middelhavet.

Rigtig mange gode spisesteder og en helt utrolig shopping. Kun 20 km fra lejligheden. Glæd dig!

Iles des Lerins

Lige ud for kysten ligger der to små øer kaldet Iles des Lerins. Den mindste af øerne, Ile St. Honorat, er udelukkende bosat af nogle munke som bor uforstyrret i deres kloster. Den anden ø, Ile St. Marguerite, er kendt for at være der hvor manden med jernmasken blev holdt fanget. Der er en skøn natur og hvis man ønsker at bade er det en helt vidunderlig opleveles at bade i det lagunelignende område mellem de to øer. Vandet er virkelig azurblåt.

Færgen til øen Ile St. Marguerite går lige nedefra kysten i Juan Les Pins, 10 minutters gå-afstand fra lejligheden.

Mougins Village

En helt fantastisk middelalderby som er kendt for sin høje gastronomi. En eftermiddag og aften i Mougins, hvor man starter med at gå rundt i den charmerende by, ser på gallerier og afslutter dagen med fantastisk mad og hygge på en af de mange restauranter. Det er indbegrebet af Sydfransk atmosfære.

Mougins ligger mellem parfumebyen Grasse og Cannes ca. 13 km. fra lejligheden.

Haut des Cagnes –  Cagnes sur Mere

Endnu en middelalderby fra 1300 tallet og som ligger tæt på Middelhavet med en helt fantastisk udsigt ud over vandet. 

Cagnes sur Mere ligger øst for Antibes på vejen mod Nice. Hvis man tager strandvejen er der ca. 13 km. med skøn udsigt over vandet det meste af vejen.

Biot

Biot er kendt for tre ting foruden at være en spændende lille middelalder by. Den første af de tre ting er, at Biot er en gammel fæstningsby, som dateres helt tilbage til 154 før Kristus og er en gammelt tempelridderby. Den anden ting Biot er kendt for, er sin glaspustningstradition og i La Verrerie de Biot kan man stadig se hvordan man puster glas. Der er mange  butikker som sælger glaskunst i byen. Den sidste af de tre ting, er den kubistiske maler Fernand Léger. I Byen Biot finder man et museum der er dedikeret til netop Fernand Léger.

Biot ligger blot 8 km. fra lejligheden.

Valbonne

En skøn by med et udpræget middelalder udtryk. I den gamle del af byen er der et vidunderligt lille torv med restauranter hvor man spiser godt. Der er også tit markeder i Valbonne. Ren hygge og afslapning i de skrå gader. 

Valbonne ligger 15 km. fra lejligheden.

Gorges du Verdon

Det franske Grand Canyon er en naturoplevelse ud over det sædvanelige, med sit frie fald på op til 700 meter og ikke mindre end 5 søer. Området er meget velegnet til vandreture eller kanotur på floden der løber i dybet på kløften. Der er mange ubeskrivelige udsigtpunkter, og hvis man er til det, så er der også mulighed for et vildt bungee jump fra en af broerne.

Det er typisk en heldagsudflugt, da Gorges du Verdon ligger ca. 80 km. fra lejligheden, men det er det helt sikkert værd.